fredag den 4. september 2009

Tanker om ulvehylet

Flok flok flok Råber Akela i starten af ulvehylet, senere råber han geb geb geb og ulvene svarer gob gob gob.
"Gør jeres bedste" og "gør vores bedste".
Hvilken bedre indstilling kan man gå ind til en opgave med, end det at være opfordret til at gøre sit bedste og så love at gøre sit bedste.

Igennem mange år har jeg været sammen med børnene i Jerusalemskirken. For to uger siden kom en lille pige til spejderstart. Det gør der så tit, men det der betog mig ved denne lille pige var, at da hun var helt lille sagde hendes mor, at jeg ikke måtte stoppe som ulveleder, før jeg havde haft hendes børn. Og for at det ikke skal være løgn, var hendes mor en af prærieulvene dengang jeg kom til Jerusalemskirken som spejderleder.

Tilbage til GEB og GOB. Det der gør det specielt og dejligt at have ulveunger i Jerusalemskirken, er for mig, det at jeg der får lov at svare GOB. Her er det mig der får lov at adlyde, mig der får lov til at være en del af menighedens svar på, at forældrene bærer deres barn til dåben og ind i menigheden. Menigheden påtager sig det ansvar sammen med forældrene at skabe rammer og indhold, så vores børn kan komme til at tro på Gud, Gud Fader -Gud søn og Gud Helligånd. -- ----Tænk, at vi som voksne kan få lov at fortælle børnene, at der er en Gud der elsker dem, at de og vi er Hans børn. Og så kunne gøre det med alle de gode og mærkelige fortællinger der er i Bibelen.
Der kommer da heldigvis af og til forældre og fortæller os ledere at de er glade for det vi gør. Men det bedste er at få lov at GOBbe-Gøre vores bedste. heldigvis ikke kun for de børn der er døbt i Jerusalemskirken , men for alle børn, døbt eller ikke døbt.

Ulveloven består af 2 love. 1; En ulv gir aldrig tabt. 2- En ulv adlyder den gamle ulv.
Toeren har jeg altid haft det lidt svært med, for jeg har det bedst når ulveungerne gør oprør og protestere når de ikke er tilfredse. Men når jeg tænker på GUD som den gamle ulv vil jeg hellere end gerne adlyde, for jeg har endnu ikke i mit liv oplevet at Han ikke har givet mig kræfter og inspiration til at gå Hans vej. Synes du det lyder lidt for fromt og lidt for mærkeligt så skriv gerne til mig og jeg skal prøve at forklare det ud fra praktiske eksempler-
Således tænkt en september aften 2009 i TRYLLEHUSET